En fin dag i dag 17. mai ønskes deg av roklubben, om du befinner deg midt i bunadsstimen, eller har helt andre planer for dagen – i inn- eller utland.
NSRs deltakelse i 17. mai markeringen er allerede sikret, båter skal ros med løv og flagg.
Og om du har tid Рet av de mest nasjonale epos vi har Рmannen som rodde til Danmark for ̴ redde liv og ikke for ̴ vinne medalje, og senket rob̴ten i trass mot overmakten Рog slikt ser man jo ikke hver dag:
Terje Vigen – av den uforlignelige Henrik Ibsen – med tegninger av Christian Krogh
(hentet fra http://www.saltis.net/terjevigen.html)
| Der bode en underlig grÃ¥sprængt en pÃ¥ den yderste nøgne ø; – han gjorde visst intet menneske mén hverken pÃ¥ land eller sjø; dog stundom gnistred hans øjne stygt, – helst mod uroligt vejr, – og da mente folk, at han var forrykt, og da var der fÃ¥, som uden frykt kom Terje Vigen nær. |  |
 | Siden jeg så ham en enkelt gang, han lå ved bryggen med fisk; hans hår var hvidt, men han lo og sang og var som en ungdom frisk. Til pigerne havde han skæmtsomme ord, han spøgte med byens børn, han svinged sydvesten og sprang ombord; så hejste han fokken, og hjem han foer i solskin, den gamle ørn. |
| Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt om Terje fra først til sidst, og skulde det stundom falde lidt tørt, sÃ¥ er det dog sandt og visst; jeg har det just ej fra hans egen mund, men vel fra hans nærmeste kreds, – fra dem, som stod hos i hans sidste stund og lukked hans øjne til fredens blund, da han døde højt opp’ i de tres. |  |
 | Han var i sin ungdom en vild krabat, kom tidlig fra far og mor, og havde alt døjet mang en dravat som yngste jungmand ombord. Siden han rømte i Amsterdam, men længtes nok hjem tilslut, og kom med “Foreningen”, kaptejn Pram; men hjemme var ingen som kendte ham, der rejste som liden gut. Nu var han vokset sig smuk og stor, |
| Et Ã¥r derefter var Terje gift, – det kom nok pÃ¥ i en hast. Folk mente han angred pÃ¥ den bedrift, som bandt pÃ¥ et sæt ham fast. SÃ¥ leved han under sit eget tag en vinter i sus og dus – skønt ruderne skinned, som klareste dag, med smÃ¥ gardiner og blomster bag, i det lille rødmalte hus. Da isen løsned for lindvejrs bør, | |
 | De ankred og kameraterne gik med landlov til sus og dus. Han sendte dem endnu et længselsblik, da han stod ved sit lille hus. Han glytted ind bag det hvide gardin, – da sÃ¥ han i stuen to, – hans kone sad still og hespled lin, men i vuggen lÃ¥, frisk og rød og fin, en liden pige og lo. |
 | |
 | Der sagdes, at Terjes sind med et fik alvor fra denne stund. Han trelled og sled og blev aldrig træt af at vugge sit barn i blund. Om søndagskvelden, når dansen klang vildt fra den nærmeste gård, sine gladeste viser hjemme han sang, mens lille Anna lå på hans fang og drog i hans brune hår. |
| Så lakked og led det til krigens år i attenhundred og ni. Endu går sagn om de trængsels-kår, som folket da stedtes i. Engelske krydsere stængte hver havn, i landet var misvækst og nød, den fattige sulted, den rige led savn, to kraftige arme var ingen til gavn, for døren stod sot og død. |  |
 | Da stured Terje en dag eller to, sÃ¥ rysted han sorgen af; Han mindtes en kending, gammel og tro: det store bølgende hav. – Der vester har endnu hans gjerning liv i sagnet, som djerveste dÃ¥d: “da vinden kuled lidt mindre stiv, Terje Vigen rode for barn og viv over havet i Ã¥ben bÃ¥d!” |
| Den mindste skækte, der var at fÃ¥, blev valgt til hans Skagensfart. Sejl og mast lod han hjemme stÃ¥, – slig tyktes han bedst bevart. Han mente nok, Terje, at bÃ¥den bar, om sjøen kom lidt pÃ¥tvers; det jydske rev var vel svært at gÃ¥ klar, – men verre den engelske “Man of war” med ørneøjne fra mers. SÃ¥ gav han sig trøstig lykken i vold | |
 | Tre nætter og dage til toften bandt den stærke, modige mand; den fjerde morgen, da solen randt, han skimted en tåget rand. Det var ikke flygtende skyer han så, det var fjelde med tinder og skar; men højt over alle åsene lå Imenæs-sadelen bred og blå. Da kendte han, hvor han var. Nær hjemmet var han: en stakket tid |
| BÃ¥den var røbet; der lød et signal, og det nærmeste løb var lukt; men solgangsvinden blafrede skral, – mod vester gik Terjes flugt. Da firte de jollen fra rælingens kant, han hørte matrosernes sang, – – med fødderne stemte mod skægtens spant han rode sÃ¥ sjøen fossed og brandt, og blodet fra neglerne sprang. |  |
| Gæslingen kaldes de blinde skær lidt østenfor Homborg-sund. Der bryder det stygt i pÃ¥landsvejr, under to fod vand er der bund. Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult, selv stilleste havbliksdag; – men gÃ¥r end dønningen aldrig sÃ¥ hult, indenfor er det som tidest smult, med brækkede bølgedrag. Didind Terje Vigens skægte foer | |
| Dog, højere skreg nok de femten, end han: som ved Lyngør, sÃ¥ gik det her. Lykken er med den engelske mand pÃ¥ rov mellem Norges skær. Da Terje tørned mod bÃ¥ens top, da skured og jollen pÃ¥ grund; fra stavnen bød officeren “stop!” Han hæved en Ã¥re med bladet op og hug den i skægtens bund. Spant og planker for hugget brast, | |
 | De fisked ham op, han førtes ombord, korvetten gav sejerssalut; agter pÃ¥ hytten, stolt og stor, stod chefen, en attenÃ¥rs gut. Hans første batalje gjaldt Terjes bÃ¥d, thi knejste han nu sÃ¥ kæk; men Terje vidste ei længre rÃ¥d, – den stærke mand lÃ¥ med bøn og grÃ¥d iknæ pÃ¥ korvettens dæk. Han købte med tÃ¥rer, de solgte ham smil, |
| Han sad i “prisonen” i lange Ã¥r, der siges i fulde fem; hans nakke bøjed sig, grÃ¥t blev hans hÃ¥r af drømmene om hans hjem. Noget han bar pÃ¥, men gav ej besked, – det var som hans eneste skat. SÃ¥ kom attenhundred og fjorten med fred; de norske fanger, og Terje med, førtes hjem pÃ¥ en svensk fregat. |  |
| Hjemme ved bryggen han steg i land med Kongens patent som lods; men fÃ¥ kun kendte den grÃ¥sprengte mand, der rejste som ung matros. Hans hus var en fremmeds; hvad der blev av de to, – han derinde erfor: “da manden forlod dem og ingen dem gav, sÃ¥ fik de til slutning en fælles grav af kommunen i fattigfolks jord.” — Ã…rene gik og han røgted sin dont | |
| En måneskinskveld med pålandsvind kom der liv i lodsernes flok; en engelsk yacht drev mod kysten ind med revnet storsejl og fok. Fra fortoppen sendte det røde flag et nødskrig foruden ord. Lidt indenfor gik der en båd over stag, den vandt sig mod uvejret slag for slag, og lodsen stod stout ombord. Han tyktes så tryg, den gråsprengte mand; |  |
 | Han hvidned om kinden, det lo om hans mund, lig et smil, der omsider fÃ¥r magt. Indover bar det, og højt pÃ¥ grund stod lordens prektige yacht. “Den svigted kommando! I bÃ¥dene ned! Mylord og mylady med mig! Den slÃ¥r sig i splinter, – jeg ved besked – men indenfor ligger den trygge led; mit køl-spor skal vise jer vei!” Morilden brendte der skægten fløj |
| Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – – der raste pÃ¥ vraget en strid -; men moderen løftet sin datter højt pÃ¥ armen, af rædsel hvid. “Anna, mit barn!” hun skreg i sin ve; da bævred den grÃ¥sprængte mand; han fatted om skødet, drev roret i læ, og bÃ¥den var fast som en fugl at se, slig foer den i brÃ¥tt og brand. Den tørned, de sank; men havet var smult | |
| Der jog et minde om halvglemt dÃ¥d lig et lyn over lordens træk -, han kende matrosen, som lÃ¥ med grÃ¥d iknæ pÃ¥ korvettens dæk! Da skreg Terje Vigen: “alt mit du holdt i din hÃ¥nd, og du slap det for ros. Et øjeblik endnu, en gengæld er voldt – – “ da var det den engelske stormand stolt bøjed knæ for den norske lods. Men Terje stod støttet til Ã¥rens skaft, | |
| Din rige lady er lys som en vÃ¥r, hendes hÃ¥nd er som silke fin, – min hustrus hÃ¥nd den var grov og hÃ¥rd; men hun var nu alligevel min. Dit barn har guldhÃ¥r og øjne blÃ¥, som en liden Vorherres gæst; min datter var intet at akte pÃ¥, hun var, Gud bedre det, mager og grÃ¥, som fattigfolks børn er flest. Se, det var min rikdom pÃ¥ denne jord, | |
 | Barnet han greb og svinged det frit, med den venstre om ladyens liv. “Tilbage, mylord! Et eneste skridt, – og det koster dig barn og viv!” PÃ¥ sprang stod Britten til kamp pÃ¥ny; men armen var veg og mat; – hans Ã¥nde brændte, hans øjne var sky, og hans hÃ¥r – sÃ¥ kendtes ved første gry – blev grÃ¥t i den eneste nat. Men Terjes pande bar klarhet og fred, |
| De lange Ã¥r i “prisonens” kvalm, de gjorde mit hjerte sygt. Bagefter lÃ¥ jeg som hejens halm, og sÃ¥ i et brÃ¥dyp stygt. Men nu er det over; vi to er kvit; din skyldner foer ej med svig. Jeg gav det jeg havde, – du tog alt mit, og kræv, om du tror du uret lidt, Vor herre, som skapte mig slig.” – – Da dagningen lyste var hvermand frelst; | |
| Lorden kom, og mylady med, og mange, mange med dem; de rysted hans hÃ¥nd til farvel og Guds fred, der de stod i hans ringe hjem. De takked for frelsen da stormen peb, for frelsen fra sjøgang og skær; men Terje strøg over barnets slæb: “nej, den som frelste, da værst det kneb, det var nok den lille der ?” – – |  |
 | Da yachten drejed for Hestnæs-sund, den heiste det norske flag. Lidt længre vest er en skumklædt grund, – der gav den det glatte lag. Da tindred en tÃ¥re i Terjes blik; han stirred fra hejen ud: “stort har jeg mistet, men stort jeg fik. Bedst var det, kanhænde, det gik som det gik, – og sÃ¥ fÃ¥r du ha’e tak da, Gud!” Slig var det jeg sÃ¥ ham en enkelt gang, |
| Ved Fjære kirke jeg sÃ¥ en grav, den lÃ¥ pÃ¥ en vejrhÃ¥rd plet; den var ikke skøttet, var sunken og lav, men bar dog sit sorte bræt. Der stod “Thærie Wiighen” med hvidmalt skrift, samt Ã¥ret, han hvile fandt. – Han lagdes for solbrand og vindes vift, og derfor blev græsset sÃ¥ stridt og stivt, men med vilde blomster iblandt. |  |